Sophienholm. Omvisning ved Nette Børkdal
Sophienholm er opført i 1768 af general postamtdirektør Theodor Holm og opkaldt efter hans hustru Sophie Holm på en udstykning fra Frederiksdal Gods.
Sin egentlige blomstringstid fik stedet fra omkring 1810. Her mødtes forfattere som Baggesen, Oehlenschläger og Johan Ludvig Heiberg med andre af guldaldertidens store kunstnere, komponister og digtere fra ind- og udland.
Landstedet blev i 1882 overtaget af bladudgiver Carl Aller. I 1963 blev Sophienholm overtaget af Lyngby Tårbæk Kommune og er i dag en kunsthal og Café.
Vi besøger udstillingen Attituder, der primært er med værker af billedhugger Tina Maria Nielsen. Den refererer til Sophienholms storhedstid i dansk salonliv med Friederike Brun og hendes datter Ida, som henholdsvis drivende kraft og trækplaster. Her optrådte Ida frigjort med sine Attituder, de såkaldte tableaux vivants, en særlig kunstgenre i 1800-tallet, til stor inspiration for tidens toneangivende kunstnere.
Attituder er et udtryk for en holdning, en følelse eller måske et ønske om en særlig positionering. Vi træder ud blandt andre, stiller os til skue og møder verden med attituder. Det vil være et mix af nyproducerede skulpturer, Tina Maria Nielsens tidligere værker og et enkelt videoværk.
Vores omviser, Nette Børkdal, fortæller også lidt om Sophienholms historie.